Plast er nu det mest brugte fyldningsmateriale, idet det har overhalet den gammeldags
amalgamfyldning, som det foretrukne fyldningsmateriale.
Plast har den fordel, at det ikke indeholder kviksølv og andre tungnmetaller, og dermed er bedre for miljø og man kan udelukke kviksølvforgiftninger for patienten.
Plast er tandfarvet, og derfor godt rent
kosmetisk, og det kan hæfte på steder hvor amalgam ikke kan, f.eks på tandhalse.
Plast har en limende effekt, og benyttes derfor ved svækkede
rodbehandlede tænder, og tænder der har yendes til at få revner, de såkaldte
infraktioner.
Denne film viser hvorledes man fremstiller en plastfyldning.
Først bores det
carierede tandvæv bort. Herefter placeres et bånd eller form - kaldet en matrice - omkring tanden for at holde på plasten på plads. Dette skyldes hullet går ned mellem tænderne.
Nu ætses overfladen med en special gel, der består af 35 % fosforsyre, hvorefter der påføres en lim eller bond. denne bond lyshærdes, og der kommes derefter plast lagvis i hullet, og dette hærdes med lys og pudses tilsidst for finish.
I dag benyttes mere og mere en ætsgel, der både ætser og limer.
Det er samme princip uanset om det er fortænder eller kindtænder.
