Tandlægeskræk

Næsten halvdelen af Danmarks befolkning er nervøse for at gå til tandlægen. Ca. 10 % af befolkningen har det så svært, at de reelt lider af tandlægeskræk. Det betyder for mange, at de helt undgår at gå til tandlæge.

Hvorfor får man tandlægeskræk?

De fleste har fået grundlagt angsten for tandlægebesøg i barndommen. Her har de haft ubehagelige oplevelser med tandlægen. Det har så lært dem, at det at gå til tandlæge er dårligt og man ikke kan stole på dem.

Hvad gør tandlægeskræk ved min sundhed?

Hvis man undgår at gå til tandlæge, vil de forskellige skader og sygdomme, der næsten rammer os alle i munden, aldrig blive behandlet. Tænderne vil blive grimme, man begynder at lugte fælt ud af munden og til sidst vil tænderne blive øelagte og falde ud. Det er ikke kønt og det går også ud over tyggefunktionen.

Hvordan kan tandlægeskræk behandles?

Psykologien i dag er så udviklet at snart sagt alle fobier kan behandles. Også angsten for at gå til tandlæge. Man kan modtage psykologisk behandling hos professionelle psykologer og terapeuter, og mange tandlæger sætter også tid og energi af i deres behandling, hvis man fortæller at man har tandlægeskræk. Langt de fleste mennesker kan gå regelmæssigt til tandlæge efter de er blevet behandlet.

Hvad kan man selv gøre?

Er du bange for at gå til tandlæge, kan disse 10 råd måske hjælpe dig:

  1. Erkend din angst. Husk, at du er en af de mange, der er bange og det er ikke flovt at være bange. Fortæl tandlægen, når du er bange.
  2. Stil krav til tandlægen. Lav præcise aftaler om behandlingen, så I har de samme forventninger. Bed ham eller hende holde pauser, hvis du har brug for det. Du har ret til at være med til at bestemme behandlingstempoet.
  3. Det er vigtigt at møde veludhvilet op til behandling. Vælg den bedste behandlingstid for dig, hvor du er udhvilet, eller hvor tandlægen har mindst travlt.
  4. Forbered dig ved at indøve en eller anden form for afslapningsøvelse. Har du lært afspændingsøvelser (yoga, føselsforberedelser), kan du også anvende disse teknikker i tandlægestolen. Brug fx musikbånd specielt til afslapning efter aftale med tandlægen. Mange tandlæger har walkmans og et udvalg af bånd/DVD. Ellers brug eget musikbånd.
  5. Sig fra, når det gør ondt. Husk, at du er den eneste, der ved, hvornår det gør ondt.
  6. Bed om lokalbedøvelse eller lattergas, når du har brug for det.
  7. Det er i orden at bede tandlægen om et håndspejl, hvis du gerne vil følge med i, hvad tandlægen laver.
  8. Tag en ven/veninde med til tandbehandling, hvis det gør dig mere tryg.
  9. Tal med tandlægen om dine problemer. Forvent, at han eller hun forstår dig, Hvis ikke tandlægen vil eller kan forstå dine problemer, har du ret til at skifte tandlæge.
  10. For at opbygge gode vaner og for at markere din vilje til at vedligeholde et tillidsforhold så gå hyppigt til tandlæge, helst hver 3. eller 4. måned. Overhold de aftalte tidspunkter og meld kun afbud i god tid, hvis det bliver absolut nøvendigt.

Kilde: Forsknings- og Behandlingscenter for Tandlægeskræk, Århus og Klinik for Psykologisk Behandling og Forskning, København.

Ring evt. til et af følgende numre til steder, der behandler tandlægeskræk:

Klinik For Psykologisk Behandling og Forskning, Tandlægeskolen, Panum Instituttet: 35 32 67 54

Forsknings- og BehandlingsCenter for Tandlægeskræk, Tandlægeskolen i Århus: 89 42 40 78

Læs mere på følgende link:
www.odont.au.dk/fobcet/default.htm
www.hypnose-gruppen.dk/index.asp?pgid=box4